Gentoftes Natteravne fortolket i kunstværk...

Gentoftes Natteravne fortolket i kunstværk...

23-11-2014

Frivilligcenter Gentofte arrangerede over sommeren 2014 projekt ”Social gadekunst” hvor 13 frivillige foreninger blev koblet sammen med ligeså mange kunstnere, der hver skulle illustrere en af de frivillige foreningers arbejde.

Formålet med projektet var at synliggøre de lokale foreninger og skabe kontakt til potentielle frivillige gennem omtale af projektet og de deltagende foreninger i den lokale presse. Desuden blev kunstværkerne udstillet i ugen op til Frivillig Fredag i september.

Udstillingen fandt sted i et pop-up galleri, der blev etableret til lejligheden. "I løbet af ugen var vi et par stykker fra Natteravnene, som var på galleriet for at tale med de besøgende, der var interesserede i at se de originale værker, og på den måde kom vi i kontakt med potentielle nye frivillige. Desuden var der udstilling i 13 butikker på Jægersborg Allé. Her fik den enkelte forening og kunstner hver en butik, hvor en reproduktion af kunstværket blev hængt op. I butikken hvor natteravnebilledet hang, lagde vi brochurer så interesserede kunder kunne læse lidt om os" fortæller formand Søren Schock Petersen fra Natteravnene i Gentofte.

Set fra kunstnernes side fik de mulighed for at eksponere deres navn og kunst på en anderledes måde i lokalsamfundet og de fik en kunstnerisk udfordring ved at skulle arbejde indenfor en nye indholdsmæssig ramme. Butikkerne kunne signalere engagement og skabe opmærksomhed i gadebilledet.

Projektet afsluttet med en auktion hos Gallerie Knud Grothe. Provenuet fra auktionen blev delt mellem Frivilligcenteret og de frivillige foreninger, hvilket det gav Natteravnene i Gentofte 1.500 kr. til vores frivillige arbejde.

"Vi fik den fornøjelse at arbejde sammen med billedkunstner Kirsten Kam og det kom der er fantastisk billede ud af. Billedet fanger meget præcist det vores arbejde handler om; at skabe tryghed for de unge i nattelivet. Kirsten er autodidakt billedkunstner. Hun har fra helt lille pige altid været omgivet af en stak papir, farvelader, modellervoks og en masse andre spændende ting. Hun har i sin kunstneriske løbebane beskæftiget sig både med maleriet og tegningens ædle kunst" slutter Søren.

Du kan se flere af Kirstens billeder her